Biografi
Lars Mølsted er en prisvindende dansk musicalperformer.
Han er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet Fredericia i 2010, og var i 2011-2020 en del af det faste skuespiller-ensemble ved Fredericia Teater, hvor han har spillet et væld af hovedroller.
I 2012 modtog han Reumerts Talentpris for sine roller som Princeton/Rod i “Avenue Q” og som Jamie i “The Last Five Years”.I 2017 modtog han en Reumert som “Årets Sanger” for sin rolle som Quasimodo i “Klokkeren fra Notre Dame”.
Han er opvokset i Gjellerup ved Herning, hvor han som 9-årig blev han optaget i Herning Kirkes Drengekor, under ledelse af Mads Bille.
Her fik han i løbet af sine tolv år som medlem af koret en enestående musikalsk opdragelse, gennem omfattende undervisning og optræden i ind- og udland.
På Herning Gymnasium havde Lars musik på højniveau under Niels Bay. Her fik han for alvor øjnene op for musicals, og fik lov at spille store roller i samtlige opsætninger over de næste tre år.
Efter gymnasiet medvirkede han i sin første semi-professionelle forestilling, “West Side Story” i Herning Kongrescenter i 2007, instrueret af Kim Harris.
Derefter søgte han ind på Det Danske Musicalakademi, og blev optaget samme år.
Lars har medvirket i mere end 30 store og små produktioner siden sin professionelle debut i 2010.
Han har desuden optrådt som solist ved store og små koncerter i ind- og udland, og som konferencier til diverse arrangementer.